mandag den 29. november 2010

Aldersmærkning af spil til børn

Mærkningerne angiver de indholdskategorier, der har ligget til grund for aldersmærkningen.
Det er vigtigt at huske, at aldersikonerne angiver skadelighed og ikke egnethed eller sværhedsgrad.

For eksempel kan et skakspil sagtens få en 3+ vurdering, hvilket betyder, at det ikke indeholder nogen voldsomme elementer.
Men det er ikke ensbetydende med, at børn på 3 år kan spille det.


PEGI har fem forskellige aldersmærker:

3+ spil indeholder ikke nogen elementer, som vurderes at virke skræmmende eller skadelige på børn.

7+ spil indeholder elementer, som vurderes at virke skræmmende på de yngste. Det kan for eksempel være urealistisk vold mod fantasifigurer og det kan være skræmmevirkninger på lyd- og billedsiden.

12+ spil indeholder ofte mere realistiske voldsskildringer, som for eksempel realistisk vold mod fantasifigurer. Aldersmærkningen kan også blive givet på grund af ”umoralske elementer”, som for eksempel anstødeligt sprog eller undervisning i pengespil.

16+
spil indeholder ofte stærkere skildringer af vold, som for eksempel realistisk vold mod menneskelignende figurer. Skildringer af seksuelt samleje falder også ind under denne aldersmærkning. Den kan også blive givet på grund af ”umoralske elementer”, som for eksempel brug af hårde stoffer eller opfordring til brug af alkohol og tobak.

18+ spil indeholder ofte meget stærke skildringer af vold eller sex som for eksempel tortur, vold mod forsvarsløse mennesker, voldtægt eller pornografi.

Du kan læse meget mere om PEGI-mærkning her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar