Jeg har læst og genlæst Per Petterson "Ud og stjæle heste". Jeg har nydt sproget, roen - den stille stemningsfulde og livskloge handling. Virkelig stor litteratur. Jeg kom til at tænke på den afdøde norske forfatter Tarjei Vesaas og hans roman: Fuglene.
”Fuglene” har sat sig som en kløe på indersiden af min hjerneskal. Det er mange år siden jeg læste den, og alligevel lever bogen stadig derinde.
Den lille bog handler om Mattis Tust der er omkring de 40. Han bor sammen med sin jævnaldrende søster, Hege, der tager sig af ham. Mattis er nemlig ikke særlig stærk i ånden. Han er svag i sin ånd, han er den lokale sinke.
Alting står konstant og banker på Mattis’ stakkels simple sind. Verden der med sine indtryk konstant kræver mening; et lyn eller en flok snepper der trækker hen over huset. Vesaas maler i korte, simple strøg, og hvert et strøg fortæller hele den store historie.
Jeg kan simpelthen ikke slippe ham. Trods sin idioti er Mattis min reols mest åndfulde og poetiske sind. Jeg må snart have bogen frem igen.
Du kan reservere bogen her
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar